13:1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

13:2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

13:3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

13:4 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

13:5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

13:6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

13:7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

13:8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

13:9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

13:10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

13:11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

13:12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

13:13 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

13:14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

13:15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

13:16 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

13:17 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

13:18 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

13:19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

13:20 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

13:21 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

13:22 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

13:23 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

13:24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.