1:1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
1:2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
1:3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
1:4 Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
1:5 Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
1:6 Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
1:7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
1:8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
1:9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
1:10 Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
1:11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
1:12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
1:13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
1:14 Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
1:15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
1:16 Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
1:17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.