10:1 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.

10:2 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

10:3 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.

10:4 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

10:5 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

10:6 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

10:7 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

10:8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

10:9 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

10:10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

10:11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

10:12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;

10:13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.

10:14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

10:15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

10:16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

10:17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.

10:18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.

10:19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.