26:1 Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i Kunstvævning.
26:2 Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
26:3 Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
26:4 I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke;
26:5 du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
26:6 Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.
26:7 Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
26:8 hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
26:9 Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets Forside, skal du lægge dobbelt.
26:10 Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
26:11 Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
26:12 Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
26:13 og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
26:14 Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
26:15 Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå op,
26:16 hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
26:17 På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper; således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
26:18 Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til Sydsiden,
26:19 og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
26:20 Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som vender mod Nord,
26:21 med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
26:22 Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
26:23 Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
26:24 som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes for at danne de to Hjørner.
26:25 Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
26:26 Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder, der danner Boligens ene Side,
26:27 fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
26:28 den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene Ende af Væggen til den anden.
26:29 Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
26:30 Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.
26:31 fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i Kunstvævning med Keruber på.
26:32 Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
26:33 og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
26:34 Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det Allerhelligste.
26:35 Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille ved den nordre Væg.
26:36 Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning;
26:37 og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe fem Fodstykker dertil af Kobber.