32:1 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,

32:2 hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.

32:3 De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;

32:4 letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.

32:5 Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.

32:6 Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.

32:7 Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.

32:8 Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.

32:9 Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!

32:10 Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.

32:11 Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;

32:12 slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,

32:13 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!

32:14 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde -

32:15 til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.

32:16 Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;

32:17 Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.

32:18 Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.

32:19 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.