11:1 Så tog Na`amatiten Zofar til Orde og sagde:

11:2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

11:3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

11:4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

11:5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

11:6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

11:7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

11:8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

11:9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

11:10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11:11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

11:12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

11:13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

11:14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

11:16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

11:17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

11:18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

11:19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.