13:1 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

13:2 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

13:3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

13:4 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

13:5 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

13:6 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

13:7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

13:8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

13:9 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

13:10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

13:11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

13:12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13:13 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

13:14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

13:15 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

13:16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

13:17 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

13:18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

13:19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

13:20 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

13:21 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

13:22 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

13:23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

13:24 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

13:25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

13:26 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,