21:1 Så tog Job til Orde og svarede:

21:2 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

21:3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

21:4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

21:5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

21:6 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

21:7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

21:8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

21:9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

21:10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

21:11 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

21:12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

21:13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

21:14 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

21:15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

21:16 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

21:17 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

21:18 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

21:19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

21:20 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

21:21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

21:22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

21:23 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

21:24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

21:25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

21:26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

21:27 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

21:28 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

21:29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

21:30 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

21:31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

21:32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

21:33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.