31:1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

31:2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

31:3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

31:4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

31:5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

31:6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

31:7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

31:8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

31:9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

31:10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

31:11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

31:12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

31:13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

31:14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

31:15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

31:16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

31:17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

31:18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

31:19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

31:20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

31:21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

31:22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

31:23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

31:24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

31:25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

31:26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

31:27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

31:28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

31:29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

31:30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

31:31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

31:32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

31:33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

31:34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

31:35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

31:36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

31:37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

31:38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

31:39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,