41:1 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

41:2 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

41:3 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

41:4 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

41:5 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

41:6 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

41:7 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

41:8 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

41:9 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

41:10 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

41:11 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

41:12 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

41:13 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

41:14 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

41:15 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

41:16 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

41:17 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

41:18 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

41:19 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

41:20 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

41:21 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

41:22 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

41:23 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

41:24 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.