3:1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

3:2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3:3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

3:4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

3:5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

3:6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

3:7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

3:8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

3:9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

3:10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

3:11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

3:12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

3:13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

3:14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

3:15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

3:16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

3:17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

3:18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

3:19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

3:20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

3:21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

3:22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

3:23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

3:24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

3:25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

3:26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

3:27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

3:28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

3:29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

3:30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

3:31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

3:32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

3:33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

3:34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

3:35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

3:36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

3:37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

3:38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

3:39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

3:40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

3:41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

3:42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

3:43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

3:44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

3:45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

3:46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

3:47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

3:48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

3:49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

3:50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

3:51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

3:52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

3:53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

3:54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

3:55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

3:56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

3:57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

3:58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

3:59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

3:60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

3:61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

3:62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

3:63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

3:64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

3:65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!