22:1 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
22:2 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
22:3 Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.
22:4 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
22:5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
22:6 Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.
22:7 Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet.
22:8 Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det."
22:9 Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"
22:10 Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind,
22:11 og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
22:12 Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det."
22:13 Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
22:14 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
22:15 Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
22:16 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."
22:17 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder!
22:18 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."
22:19 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!"
22:20 Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
22:21 Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
22:22 Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"
22:23 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
22:24 Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største.
22:25 Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
22:26 I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.
22:27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.
22:28 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
22:29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder
22:30 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer."
22:31 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.
22:32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"
22:33 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden."
22:34 Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."
22:35 Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."
22:36 Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!
22:37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende."
22:38 Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."
22:39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham.
22:40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse."
22:41 Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde:
22:42 "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!"
22:43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
22:44 Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
22:45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
22:46 Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."
22:47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
22:48 Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?"
22:49 Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"
22:50 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.
22:51 Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
22:52 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
22:53 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."
22:54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
22:55 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.
22:56 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham."
22:57 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"
22:58 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."
22:59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."
22:60 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
22:61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange."
22:62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.
22:63 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
22:64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?"
22:65 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
22:66 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd
22:67 og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke.
22:68 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
22:69 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd."
22:70 Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det."
22:71 Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"