27:1 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

27:2 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

27:3 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.

27:4 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

27:5 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

27:6 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

27:7 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

27:8 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

27:9 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

27:10 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

27:11 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

27:12 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

27:13 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

27:14 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

27:15 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

27:16 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

27:17 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

27:18 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

27:19 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

27:20 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

27:21 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

27:22 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

27:23 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

27:24 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

27:25 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

27:26 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,