5:1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

5:2 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

5:3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

5:4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5:5 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

5:6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

5:7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

5:8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

5:9 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

5:10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

5:11 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

5:12 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

5:13 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

5:14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

5:15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

5:16 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

5:17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

5:18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

5:19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

5:20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

5:21 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

5:22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;