10:1 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

10:2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

10:3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

10:4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

10:5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

10:6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."

10:7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

10:8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

10:9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

10:10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

10:11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

10:12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

10:13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

10:14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

10:15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

10:16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

10:17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til