102:1

102:2 HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

102:3 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

102:4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

102:5 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

102:6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

102:7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;

102:8 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

102:9 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.

102:10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

102:11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

102:12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

102:13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

102:14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;

102:15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

102:16 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

102:17 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

102:18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

102:19 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

102:20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

102:21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

102:22 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,

102:23 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

102:24 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

102:25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

102:26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

102:27 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

102:28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!