109:1 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
109:2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
109:3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
109:4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
109:5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
109:6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
109:7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
109:8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
109:9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
109:10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
109:11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
109:12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
109:13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
109:14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
109:15 altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
109:16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
109:17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
109:18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
109:19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
109:20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
109:21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
109:22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
109:23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
109:24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
109:25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
109:26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
109:27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
109:28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
109:29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
109:30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
