139:1 HERRE, du ransager mig og kender mig!

139:2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

139:3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

139:4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

139:5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.

139:6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

139:7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?

139:8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;

139:9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

139:10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

139:11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"

139:12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

139:13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

139:14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

139:15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

139:16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

139:17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

139:18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

139:19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

139:20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

139:21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;

139:22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

139:23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!