39:2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

39:3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

39:4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

39:5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

39:6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

39:7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

39:8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

39:9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

39:10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

39:11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

39:12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

39:13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.