73:1 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

73:2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

73:3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

73:4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

73:5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

73:6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

73:7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

73:8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

73:9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

73:10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

73:11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

73:12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

73:13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

73:14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

73:15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

73:16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

73:17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

73:18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

73:19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

73:20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

73:21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

73:22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

73:23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

73:24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

73:25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

73:26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

73:27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.