77:2 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

77:3 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

77:4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

77:5 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

77:6 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

77:7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

77:8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

77:9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

77:10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

77:11 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

77:12 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

77:13 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

77:14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

77:15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

77:16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

77:17 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

77:18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

77:19 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

77:20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.