88:2 HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

88:3 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

88:4 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

88:5 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

88:6 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

88:7 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

88:8 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

88:9 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

88:10 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

88:11 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

88:12 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

88:13 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

88:14 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

88:15 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

88:16 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

88:17 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

88:18 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;