41:1 Ingen er så djerv at han tør tirre den; hvem tør da sette sig op imot mig?

41:2 Hvem gav mig noget først, så jeg skulde gi ham vederlag? Alt under himmelen hører mig til.

41:3 Jeg vil ikke tie om dens lemmer, om dens store styrke og dens fagre bygning.

41:4 Hvem har dradd dens klædning av? Hvem tør komme innenfor dens dobbelte rad av tenner?

41:5 Hvem har åpnet dens kjevers dør? Rundt om dens tenner er redsel.

41:6 Stolte er skjoldenes rader; hvert av dem er tillukket som med et fast segl.

41:7 De ligger tett innpå hverandre, og ingen luft trenger inn imellem dem.

41:8 Det ene skjold henger fast ved det andre; de griper inn i hverandre og skilles ikke at.

41:9 Når den nyser, stråler det frem lys, og dens øine er som morgenrødens øielokk.

41:10 Bluss farer ut av dens gap, gnister spruter frem.

41:11 Fra dens nesebor kommer røk som av en gryte som koker over siv.

41:12 Dens ånde tender kull i brand, og luer går ut av dens gap.

41:13 På dens hals har styrken sin bolig, og angsten springer foran den.

41:14 Dens doglapper sitter fast; de er som støpt på den og rører sig ikke.

41:15 Dens hjerte er fast som sten, fast som den underste kvernsten.

41:16 Når den hever sig, gruer helter; av redsel mister de sans og samling.

41:17 Rammes den med sverd, så biter det ikke på den, heller ikke lanse, pil eller kastespyd.

41:18 Den akter jern som strå, kobber som ormstukket tre.

41:19 Buens sønn* jager den ikke på flukt; slyngens stener blir som halm for den. / <* pilen.>

41:20 Stridsklubber aktes som halm, og den ler av det susende spyd.

41:21 På dens buk sitter skarpe skår, den gjør spor i dyndet som efter en treskeslede.

41:22 Den får dypet til å koke som en gryte; den får havet til å skumme som en salvekokers kjele.

41:23 Efter den lyser dens sti; dypet synes å ha sølvhår.

41:24 Det er intet på jorden som er herre over den; den er skapt til ikke å reddes.