15:1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

15:2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

15:3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

15:4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

15:5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

15:7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

15:8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

15:9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

15:10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

15:11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

15:12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

15:13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

15:14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

15:15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

15:16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

15:17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

15:18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

15:19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

15:20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

15:21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

15:22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

15:23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

15:24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

15:25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

15:26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

15:27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

15:28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

15:29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

15:30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

15:31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

15:32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

15:33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

15:34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;