17:1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

17:2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

17:3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

17:4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

17:5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

17:6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

17:7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

17:8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

17:9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

17:10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

17:11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

17:12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

17:13 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

17:14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

17:15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

17:16 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?