29:1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

29:2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

29:3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

29:4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

29:5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

29:6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

29:7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

29:8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

29:9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

29:10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

29:11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

29:12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

29:13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

29:14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

29:15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

29:16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

29:17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

29:18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

29:19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

29:20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

29:21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

29:22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

29:23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

29:24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.