3:1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

3:2 og Job tog til Orde og sagde:

3:3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

3:4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

3:5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

3:6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

3:7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

3:8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

3:9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

3:10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

3:11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

3:12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

3:13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

3:14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

3:15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

3:16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

3:17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

3:18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

3:19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

3:20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

3:21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

3:22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

3:23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

3:24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

3:25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.