4:1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

4:2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

4:3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

4:5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

4:6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

4:7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

4:8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

4:9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

4:10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

4:11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

4:12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

4:13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

4:14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

4:15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

4:16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

4:17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

4:18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

4:19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

4:20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.