12:1 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

12:2 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

12:3 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

12:4 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

12:5 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

12:6 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

12:7 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

12:8 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

12:9 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

12:10 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

12:11 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

12:12 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

12:13 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

12:14 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

12:15 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

12:16 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

12:17 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

12:18 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

12:19 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

12:22 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

12:23 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

12:24 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

12:25 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

12:26 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

12:27 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

12:28 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde. 21Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.