29:1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

29:2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

29:3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

29:4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

29:5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

29:6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

29:7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

29:8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

29:9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

29:10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

29:11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

29:12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

29:13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

29:14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

29:15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

29:16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

29:17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

29:18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

29:19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

29:20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

29:21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

29:22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

29:23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

29:24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

29:25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

29:26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.