7:1 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

7:2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

7:3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

7:4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

7:5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

7:6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

7:7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

7:8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

7:9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

7:10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

7:11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

7:12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

7:13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

7:14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

7:15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

7:16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

7:17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

7:18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

7:19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

7:20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

7:21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

7:22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

7:23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

7:24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

7:25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

7:26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.