104:1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

104:2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

104:3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

104:4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

104:5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

104:6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

104:7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

104:8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

104:9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

104:10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

104:11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

104:12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

104:13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

104:14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

104:15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

104:16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

104:17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

104:18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

104:19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

104:20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

104:21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

104:22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

104:23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

104:24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

104:25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

104:26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

104:27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

104:28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

104:29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

104:30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

104:31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

104:32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

104:33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

104:34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.