49:2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

49:3 både høj og lav, både rig og fattig!

49:4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

49:5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

49:6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

49:7 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

49:8 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum

49:9 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

49:10 og aldrig få Graven at se;

49:11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

49:12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

49:13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

49:14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

49:15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

49:16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

49:17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;

49:18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

49:19 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"

49:20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.