50:2 Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

50:2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

50:3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

50:4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

50:5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

50:6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

50:7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

50:8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

50:9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

50:10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

50:11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

50:12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

50:13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

50:14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

50:15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

50:16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

50:17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

50:18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

50:19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

50:20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

50:21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

50:22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.