94:1 HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

94:2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

94:3 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

94:4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

94:5 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

94:6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

94:7 de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

94:8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?

94:9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

94:10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

94:11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

94:12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

94:13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

94:14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

94:15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

94:16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?

94:17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

94:18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;

94:19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

94:20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

94:21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

94:22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;