27:1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

27:2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

27:3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

27:4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

27:5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

27:6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

27:7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

27:8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

27:9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

27:10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

27:11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

27:12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

27:13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

27:14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

27:15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

27:16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

27:17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

27:18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

27:19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

27:20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

27:21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

27:22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;