5:1 Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

5:2 Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

5:3 Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

5:4 hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

5:5 sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

5:6 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

5:7 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

5:8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

5:9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

5:10 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

5:11 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

5:12 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

5:13 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

5:14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

5:15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

5:16 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

5:17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

5:18 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

5:19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

5:20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

5:21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

5:22 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

5:23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

5:24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

5:25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

5:26 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.