7:1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

7:2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

7:3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

7:5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

7:6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7:7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

7:8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

7:9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

7:10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

7:11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

7:12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

7:13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

7:14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

7:15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

7:16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

7:17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

7:18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

7:19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

7:20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?