106:1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

106:2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

106:3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

106:4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

106:5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

106:6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

106:7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

106:8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

106:9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

106:10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

106:11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

106:12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

106:13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

106:14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

106:15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

106:16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

106:17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

106:18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

106:19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

106:20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

106:21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

106:22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

106:23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

106:24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

106:25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

106:26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

106:27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

106:28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

106:29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

106:30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

106:31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

106:32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

106:33 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

106:34 De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

106:35 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

106:36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

106:37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

106:38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

106:39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

106:40 Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

106:41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

106:42 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

106:43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

106:44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

106:45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

106:46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

106:47 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.